CrossFit blog - opdateres hver uge

Nogle dage går ting i dagligdagen bare skævt.

Selvom hændelserne ikke direkte har noget med træningen at gøre, kan det nemt trække spor ind i fritiden. Man skal altid forsøge, at lade dagligdags episoder prelle af, samt udvikle en slags hård hud mod ligegyldige bemærkninger. Men nogle gange er der en åbning i panseret og vi tager det alligevel ind. Selvom vores inderste tanker er vores egne, og dermed ligeledes også de daglige slag der udkæmpes i bevidstheden og underbevidstheden. Vi gør alt for at holde skjoldet stærkt, men der er altid sprækker.

Nogle gange går ens planer helt efter bogen, men alligevel er resultatet ikke det ønskede. Jeg havde f.eks. sagt til mig selv, at denne sommer ville jeg spise alle de is, jeg havde lyst til, samt drosle lidt ned på træningen. Dette var noget jeg gjorde fordi jeg havde lyst efter en hård træningssæson. Samtidig var det planen, at den ekstra kropsvægt ville gøre det nemmere, at nå nogle styrkemæssige træningsmål, når sæsonen startede.

Første del af planen med at spise mange is og træne mindre, gik over alt forventning. Næsten for godt, kunne man fristes til at sige. Jeg blev desværre ramt af nogle uforudsete skader, der gjorde at jeg måtte holde næsten nogle ugers pause fordelt på en måned. Ikke lige i rap, hvilket også gjorde, at jeg i mellem de ugerne heller ikke trænede specielt effektivt. Nu er is-tiden forbi og træningen skulle igen rettes ind og de ekstra kilo is på sidebenene, skulle bruges som effektivt brændstof til træningen. Ikke noget problem, selvom det ville have være bedre, at spise is og lave tung styrketræning samtidigt.

Når man de sidste par år har haf six-pack på maven, kan det nogle gange være en lille udfordring, at se sit eget spejlbillede. Jeg ved godt at jeg er nok er lidt mere trænet end gennemsnits-danskeren, men det er ikke dem jeg sammenligner mig med, det er jo mig selv, altså min tidligere form. Nå, men hvad har det så af betydning i denne sammenhæng. Jo, det er jo et eksempel på en lille indre kamp, jeg har kørende, som også bruges som brændstof i træningen. Desuden overbeviser jeg mig selv om dagligt, at det bare er et par kilo og det er der nok alligevel ikke nogen, der kan se det, udover mig selv. Forkert!! Måtte jeg erkende i dag.

Jeg mødte en gammel bekendt jeg ikke har set i mere ende 5 år. Da jeg hilste på ham sagde han ”hva’ jeg troede du var i topform?” ”øhh.. hvad mener du?” Svarede jeg skeptisk. Han fortsatte ”jo, jeg synes jeg havde set billeder af dig på facebook, hvor du så rigtig trænet ud”. ”Okay, synes du da jeg ser tyk ud nu? Fik jeg sendt tilbage.” Med et skævt smil på læben fik han sagt ”hmm..du bulker måske bare så? Er det ikke sådan det hedder?”.

På dette tidspunkt er en af de indre kampe netop blevet til en ydre. Jeg synes egentligt ikke det var så slemt og det synes jeg stadigvæk ikke, at det er. Men det er var nok til, at man bliver ramt, selvom man selv synes at ens skjold mod omverdenen var intakt. Ikke at han selv opfattede, at han fik ramt mig, for jeg har altid en backup plan. ”dræb dem med dit smil” og lad som ingenting, for så derefter, at lade den indre dialog rive ham i småstykker. Man bliver endnu stærkere af gøre det på den måde, har erfaring lært mig.

Sådanne negative ting kan også ske til træning. Her kan man nogle gange, selv komme til at tænke negativt, om sig selv. Disse selv-destruktive tanker skal man finde strategier for, at også at kunne nedkæmpe eller afvise, det øjeblik tankerne popper op.

Typisk har man en slagplan til træning om, at ramme nogle bestemte tider i workouts eller bestemte vægte i forskellige løft. Disse pejlemærker er ikke altid opnåelige, pga. manglende søvn, kost eller travlhed i løbet af dagen. Derfor kommer djævlen frem på skulderen og stikker en med treforken og hvisker at man ikke dur til noget. Her er det vigtigt at holde tungen lige i munden, og ikke stikke halen mellem benene.

Strategier der virker for mig er objektive tanker. Følelser er jo ikke en afspejling af virkeligheden. Når man bliver overrasket og skræmt af en gyserfilm, er det jo ingen reel fare. Til træning lavede du wod på 12 minutter, men målet var 10 min. Her skal man tænke få facts ”du lavede alle øvelserne korrekt og gav alt hvad du havde i dig.” Det må være et win. Succes skal måles i hvor hårdt du arbejder og ikke dine resultater. Selvom du troede du var bedre, havde du jo gjort alt hvad du kunne. Selvom man følte sig slap og energiforladt, kom man alligevel igennem. Det vigtigste er, at man kan gå hjem med oprejst pande og sige til sig selv ”jeg gjorde alt hvad jeg kunne” også selvom det ikke medførte det ønskede resultat.

Kan du lide artiklen?