CrossFit blog - opdateres hver uge

”Fødderne skal larme, når de rammer gulvet”.

Jeg er ikke enig i kommandoen, men jeg gør det alligevel. Dette indlæg handler om et kursus i vægtløftning, jeg netop er hjemvendt fra. Da jeg vågnede søndag morgen, var jeg egentlig ikke superfrisk. Godt nok havde jeg sovet fint, men alligevel føltes kroppen ikke helt ny længere. Ja, restitution er blevet en af de helt store fokuspunkter, for min træning, selvom det ikke altid er lige nemt at forstå. Nogle gange virker den ene metode, hvorimod det kan være noget helt andet næste uge.

Dagen forinden stod den brændende sol højt på himlen og den ellers planlagte wod, blev skubbet lidt væk. Ikke kun fordi at vejret var dejligt, men idet jeg havde haft, nogle problemer med kroppen i løbet af ugen. Sent torsdag aften havde jeg ondt i siden og ømheden, var kun en smule mindre, efter en lang nats søvn. Fredag gik også godt, men om aftenen, da jeg skulle træne, var det blevet værre. Det var som om ømheden i siden, havde bredt sig som lyn ud gennem arme og nakke. Træningen blev dog gennemført, dog skaleret og udvalgt efter kroppens tilstand. Lørdag med solskin og dens varmende stråler, gjorde jeg hoppede i løbeskoene i stedet for træningsskoene. Lækker tur hvor man efter et par minutters løb, nærmest følte man blev tilført energi, selvom tempoet var fornuftigt. Det blev en lang tur, men da jeg var færdig, brugte jeg en halv time på udstrækning og foam-roller.

Rehab foregår ikke på sofaen, det er noget der skal arbejdes for. Det fungerer bedst for mig, når jeg stadigvæk er varm efter fysisk aktivitet, i denne sammenhæng løbeturen. Her fik både ryg, arme, ben og nakke en tur. Desværre glemte jeg lægmusklerne, hvilket kunne mærkes søndag morgen. En anden ting jeg prøvede, at lege med var indtaget af kulhydrater. Jeg plejer normalt ikke at spise ret meget brød eller ris i den daglig kost. Men fredag, var det som om kroppen selv kaldte på det. Jeg spiste mig derfor mæt, to gange samme aften, i ris og kylling, samt fik et par stykker brød til aftenkaffen. Det tror jeg også var medvirkende til det høje energiniveau lørdag.

Men det søndag, og tilbage til vægtløftningen. De andre informationer er bare vigtige, for at se sammenhængen mellem kost, hvile og det, at udskifte en type træning med en mindre krævende aktivitet. Så lørdag aften spiste jeg selvfølgelig igen masser af kulhydrater, dog ikke med den umiddelbare samme følelse af energi, da jeg står ud af sengen søndag morgen. Derfor bruger jeg lige en halv time igen med foam-rolleren, inden jeg drager mod boxen for, at deltage i vægtløftnings kursus, med fokus på løftet snatch. Kurset er for klubbens CF-instruktører. Underviserne er fra CF Aalborg/AK Jyden. Det er en mand ved navn Ronni, der er EM guldvinder i mastersklassen, i vægtløftning. Faktisk i min vægtklasse (-77). Så en kompetent herre. Hans hjælper/kæreste er også fra AK Jyden.

Vi er 9 instruktører med blandet VL erfaring på kurset. Efter de indledende præsentationer, går undervisningen i gang. Det første er en fysisk mobilitetstest af vores ankelmobilitet og vores hoftemobilitet. Jeg finder ud af, at jeg er lidt mere smidig i den ene side, hvilket vist er normalt nok. Disse tests fungerer også som opvarmning, der dog bliver udbygget med endnu flere stræk og yogalignede stillinger på gulvet.

Op til stående igen og denne gang, var det med vægtstang i hænderne. Der skulle nu trænes hjælpeøvelser for snatch, hvilket gør det muligt at arbejde med forskellige dele af løftet. Det er et svært løft, på grund af den lange vandring, der sker i en bevægelse. De første øvelser var for at indøve vægtstangens vej op langs kroppen. Hvilken kropsdel gør hvad, så som hvornår skal man gå under stangen. Jeg fuckede selvfølgelig den første øvelse op…hahah. Typisk. Vi skulle trække vægtstangen fra hoften til solarplexus og efterfølgende sætte os under den, troede jeg. Men det var begge bevægelser samtidigt og ikke et muscle-snatch. Stoltheden blev ramt, men jeg brugte det konstruktivt og rettede ind.

Der var andre øvelser også, men da vi nåede til hop og landingsfasen, var den gal igen. ”Åhhh..det er da løgn” tænkte jeg. Instruktøren Ronni mente jeg lavede ballet (landede let uden lyd) under ”polske træk” øvelsen. Her synes han at mine landinger ikke ”larmede nok”. Man laver et hop med stangen, efterfulgt af nummer to hop hvor, man samtidigt laver selve snatch med landing og det hele. Det var landing nummer to der var lydløst som ballet. ”hmmm..okay. Så den olympiske vægtløfter Klokov er galt på, den når han siger man ikke skal larme i sit udhop” tænkte jeg. Den mangedobbelte olympiske mester har lavet nogle instruktionsvidoer, hvor han viser og forklare. Han lagde en lås (den der holder skiverne på plads) på ydersiden af hver fod. I udspringsfasen hopper han kun lige høj og sidevejrs nok til at skubbe låsene til siden. Han forklare at hvis man hoper for højt, lander man på låsene. Det er spildte kræfter, siger han i videoen. Men nu det var jo ikke Klokov der underviste og måske kunne denne justering alligevel, virke for mig. Jeg tog JA-hatten på og begyndte at banke fødderne i gulvet i hvert hop, hvilket instruktøren synes tilfreds med.

Efter halvanden time med forskellige øvelser var det muligt at få lidt mere vægt på stangen. Løftene gik nogenlunde, men Ronni lagde mærke til noget. Det var min position lige inden man trækker stangen over hoften også kaldet ”high hang”. Her var min krop alt for udstrakt, hvilket bevirkede, at der var for lidt kraftoverførsel i stangen opad. Efter en kort snak om rettelser, forsøgte jeg under hans supervision, at ændre denne fase. Det lykkes delvist, men jeg kunne mærke at der var noget om snakken, selvom jeg ikke helt kunne udføre det. Men god feedback og godt spottet.

Et par løft mere og jeg var nu oppe på de 85 kg, hvilket var det tungeste snatch jeg havde løftet ugen før. Godt nok er min personlig rekord 100 kg, men det har jeg kun løftet en gang. Normalt kan jeg ramme de 90 med grundig opvarmning. Men rammerne var helt rigtige denne dag. Der er bare ikke noget federe, end at få noget feedback, man selv synes giver mening. Det giver også tro på at noget kan lade sig gøre, hvilket er det samme som mental-energi. Sidste løft inden vi afsluttede dagen, var et snatch med 95 kg på stangen. Den blev grebet helt i kælderen ”dyyybt squat” og jeg kunne efterfølgende rejse mig op med den, i strakte arme. Fedt, ikke en pr. men en tro på at der måske ligger en og venter ude i fremtiden

Kan du lide artiklen?