CrossFit blog - opdateres hver uge

Lang dag på jobbet, så lang at solens stråler allerede har gemt sig

. Man får kæmpet sig ind gennem døren, skoene sparkes af og man nærmest slæber sig op ad trappen. Laver maveplasker og lander den døde krop ramme havet af gåsedun. Alligevel lyder der et svagt ekko fra hovedets kontakt med hovedpuden ”hov hov..burde du ikke hellere hoppe i træningstøjet”. Jeg får drejet hoved og mærker lige det bløde sengebetræk varme kinden, inden jeg ruller sidelæns udover kanten og ned på gulvet. ”Fuck!” jeg vil havde mig selv, såfremt jeg gav efter for trætheden. Jeg var jo ikke fysisk træt, nej jeg har ikke gået ud og fældet træer hele dagen eller jagtet med bue og pil som en vildmand, så vi kan få aftensmad. Det er hovedet der er træt, men kroppen har ventet hele dagen på at få lov til at præstere.

Pludseligt bliver det en kamp mellem de indre stemmer, styret af den fornuftige sportsmand på det ene hold og den dovne sofakriger på den anden. Erfaringer viser at des hurtigere jeg er ude af døren og i gang, des større er chancen for succes. Så på med løbetøjet, denne gang vintertights, hue og vanter, da de kolde vinde fra Øst allerede er begyndt at angribe. Motivation er også nogle gange mine lydbøger, som jeg ofte høre på disse længere løbeture. Turens lydbog var denne gang ”Når talent forpligter” en bog om talentudvikling krydret med interviews af danske sportsstjerner. De første par kapitler handlede om amerikanske fagbøger, jeg allerede havde læst. Opgøret med 10.000 timers reglen, der skulle gøre en til mester. Nyeste forskning viser i stedet for, at det handler om bevidst og målrettet træning der hele tiden evalueres. Selvfølgelig skal der masser af timer til, samt en god portion motivation.

Når man bliver suget ind i lydbogens univers, glemmer man trætheden og kulden hurtigt. Det er som om fødderne selv følger fortovet og ruten var plottet ind hjemme fra. Første gang gps-uret brummer efter en kilometer, er kroppen blevet varm og turen begynder nu at øge ens energiniveau. Derefter flyder kilometerne bare sammen med aftenmørket.

Da jeg har løbet 6-7 kilometerne fortælles i høretelefonerne, historien om atletikstjernen, der både er europamester og OL-sølvvinder Sara slot Petersen.  Hjemme hos hende fik udbetalt karakterpenge for skolearbejdet og det virkede motiverende.  Det samme er jeg vokset op hos mine forældre, der også motiverede til at yde en ekstra indsats. Hun konkurrerede i alt, også selvom der ikke var penge på spil, bare det, at kunne kalde sig vinder, betød noget. Når man høre den slags historier kan man føle, at man har noget til fælles. Sammenfald i dele af opvæksten, gør de store stjerne menneskelige, på trods af til tider overnaturlige sportslige præstationer.

Sara havde trænet mange forskellige former for sport, men valgte at satse på løb. Inde i mit hoved nærmet løber jeg side om side med Sara og benene er på autopilot. Tankerne flyder men pludseligt bliver jeg nød til at reagere på min omverden, min løbemakker forsvinder i natten. Jeg er løbet ad kystvejen forbi campingpladsen og i kulsort mørke fortsatte jeg i retning mod rideskolen. Cykelstien jeg løb på ophører og efterfølgende kan jeg kun løbe på asfalten, hvor dog gadelygter lyser igen. Det regner ikke men der ligger store vandpytter, hvor gadelysenes gullige skær spejles.

 Jeg må på grund af en modkørende bil hoppe ud i den bløde græsrabat, idet der ikke var plads til både mig og bilen, at dømme på dens placering på vejen. Til bilistens forsvar skal det dog siges at jeg ikke bare synlig refleksvest. Løbeskoene sank god ned, for hver gang foden ramte, hvad der virker som karse sået i vat. Vandet trængte ikke ind i skoene, ”men jeg kan godt mærke det våde græs slikker nærmest slikke mine tæer, gennem skoens overdel”. Bilen passerede mig og trak en kold sky af støvregn med sig. ”Jeg slipper tørskoet fra rabatten” tænker jeg og forsøgte et sidevejrs skridt ud på asfalten. Plop! Siger det da skoen gled gennem vandspejlet og først fandt fast grund, da vandet havde omsluttet hele skoen. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at grine højt, og ryste på hovedet. ”Shit så er du sku’ vågen” efter at blive revet ud af zombie-tilstanden. Tempoet steg lidt og efterfølgende kunne jeg fornemme et sidestik ved knap 9 km, var på vej. Men efter et kik på uret, troede jeg at jeg var indenfor rækkevidde af en pr på 10 km. Hvilket overhovedet ikke gav mening. Man sætter da ikke farten op, når det rigtige ville være at slække lidt. Jeg fik rettet kroppen lidt mere lodret, trukket vejret helt ned i maven et par gange og så gik det løs.

Det blev ikke til en ny pr. og det var overhovedet ikke tæt på, jeg måtte have set forkert på uret. Efter at have passeret ringgaden, var jeg tilbage på autopilot. Tempoet lå på ca. 5.22 pr. km og jeg havde lidt træthed i benene. Historien i øregangen var om fodboldspilleren Pierre Emil Højbjerg. Han historie handler om, at få den bedste version frem af ham selv, hver dag når han træner. Hans far, der beskrives som en mand med høje ambitioner, kritik og elitementalitet sagde at man aldrig skulle stille sig tilfreds med den aktuelle tilstand, men hele tiden forsøge at nå næste niveau. Hvilket lyder meget fedt, men også lidt deprimerende. I min optik skal man også glæde sig over opnåede form og resultater, samtidig med at man kan kikke fremad. Der fortælles også historien om da han som ung spillede fodbold på en streetbane med nogle ældre drenge. Han synes det var sjovt at spille med dem, idet man virkelig skulle klø på og man klynkede aldrig, selv hvis han faldt og slog sig….. BANG!! og her ramte jeg så fortovet. Lige efter at ordet ”faldt” i historien, ramte forsiden af min sko en forhøjet fortovsflise og sendte mig forover i et sidevejrs rullefald. Heldigvis rullede jeg over skulderen og undgik pande til fortovsflise.

Jeg ved ikke om jeg tror på kosmisk karma eller stråler fra verdensrummet, der synkroniserer med mine bens kadence, men hvad er lige oddsene for at dette sker samtidigt. Den sidste kilometer jeg løb hjemad var med et stort smil på læben, selvom det var en gakket tur. Masser af kilometer i benene og vitaminer til hjernen, blandet med frisk luft. Det var fedt.

Kan du lide artiklen?