CrossFit blog - opdateres hver torsdag

De fleste har nok hørt udtrykket ”no pain, no gain”

der ofte forbindes med hård træning. Men skal træning være hårdt for, at det er bedst?. Når man snakker med folk der ikke træner ret meget, svare de ofte på spørgsmålet om hvorfor med: ”det er for hårdt”. Men hvad er det der gør det hårdt? Er det at bevæge sig fysisk, forbundet med smerte, så er der da noget helt galt. Men andre siger også ”jeg kan bare ikke komme afsted” eller ”jeg har ondt…”. Alle disse grunde er jo ægte og bør derfor anerkendes, som værende gyldige. Alligevel er det svært at forstå, når raske mennesker, både unge og gamle, ikke får trænet eller rørt sig fysisk. Min egen træning er heller ikke uden udfordringer og mange af de ovenstående undskyldinger, har jeg også prøvet at overbevise mig selv om. Alligevel komme jeg altid (næsten) afsted til træning.

Man bliver nød til at være ærlig overfor sig selv. Alle ting man ikke plejer at gøre, kan ofte være forbundet med negative tanker. Hukommelsen er utrolig dårlig til at huske positive følelser. Følelsen af at have spillet fodbold i flere timer, som barn og efterfølgende, sidde og drikke en brikjuice bagefter, er ikke lageret. I hvert fald ikke på sammen måde, som da man væltede på cyklen, da man skulle forsøge at cykle uden hænder på styret. Men det er vel naturligt nok. Vi er far naturens side kodet til, at lagere oplevelser der kan være til fare for os selv, således vi overlever. Dopamin og alle de andre glædeskemikalier udløst af fodboldkampen, kan kun nydes et kort tidsrum efterfølgende. Når følelserne er ude af kroppen, er hjernen allerede i gang med, at få os til at finde mad, således vi kan genopbygge de brugte reserver.

Ofte står kroppens kemiske belønningssystem, ikke mål med den regning, kroppens led og muskler skal betale. Der kommer en restitutionsfase der bestemmer hvornår du er klar igen. Som barn og ung, er denne fase hurtigt overstået. Kroppen producere masser af hormoner og kroppen er jo i forvejen konstant under ombygning. Selvom man spiser masser a junkfood og ikke passer sine sengetider, skal kroppen nok være klar igen dagen efter. Når man er lidt ældre (30+) begynder det at være en lidt anden historie. Kroppen har nået sit peak og er nu på vej den gale retning. Det er også typisk den alder hvor man ser sit energiniveau dale og måske endda brugt den smule energi man synes at have til rådighed, på arbejde og hjemlige pligter. Hvilket lyder fair nok, såfremt man ikke ved hvad man går glip af. Lynhurtigt ryger der nogle ekstra kilo på kroppen og det bliver endnu svære, at komme i træningstøjet, der sikkert også er blevet for småt.

Men guldet ligger for enden af regnbuen, man skal bare tro på det. Et eksempel fra min egen hverdag, kan måske illustrere dilemmaet. Ugens værste dag, som alle ved er mandag. Selvom har ferie, men alligevel hænger jeg i bremsen. Der er åbenbart nogle nye serier på Netflix jeg ikke har fået set og alverdens online-aviser med superspændende artikler om alt mellem himmel og jord, der trækker min opmærksomhed. Hovedet siger, at der er ingen grund til at lette røven og tage til træning. De der kender mig vil vide, at jeg træner stort set hver dag og selv på mine hviledage, løber jeg en tur. Alligevel er kaptajnen i kontrolrummet lige ved, at vinde og navigere endnu en sodavandsis mod lastrummet. De to ting giver nemlig ofte samme glæde. Følelsen af sukker i blodet, giver næsten gnister i hjernen og summen for ørene. Nedturen kommer dog hurtigt i kølvandet og fødderne tager næsten magten og går i retning af køleskabet. Hvad gør så at jeg alligevel ender i træningscenteret…erfaring, måske, men på den negative måde.

De dage hvor man lader køleskabet og sofaen vinde, er også dage hvor straffen falder prompte. Når isene er spist og serien set til ende, skal du kunne retfærdiggøre det overfor dig selv. For når sukkeret er brændt af, kommer det uundgåelige crash. Du får det skidt med dig selv. Heldigvis, for det negative er noget vi husker og hvis man så umiddelbart forsøger at gøre skaden god, er der håb. Men det er en balancegang, for der er ikke noget værre end en krop, der ikke kan finde ud af at hvile. Det er nemt at brænde sammen, hvis man forsøger at træne uden tilstrækkelig restitution eller dårlig kost, der også har indflydelse på hvornår og hvor meget du kan holde til.

Tilbage til mandagen og mit rendezvous med binge-serier og Sunlolly. Jeg lavede nemlig en aftale med med kaptajenen om, at jeg kun skulle lave noget nemt. Når min fornuftige hjernehalvdel laver den aftale med kaptajnen, eller skulle vi kalde ham hulemanden, så er det velvidende at jeg synder ham. Min erfaring (skrevet ned i små noter) er dog at når jeg først er igang med at træne, så holder hulemanden op med at brokke sig.

Jeg startede med at varme op, hvilket er nødvendigt for ikke at gå i stykker. Dernæst satte jeg timeren i gang. Det eneste jeg skulle var lave 3 strict pull-ups i minuttet. Det gav mig næsten 50 sekunders hvile hver gang. Efter 10 runder, tænkte jeg også benene skulle aktiveres. Prowleren blev lastet med let vægt og skulle bare skubbes 2 baner, hvilket tog ca. 20 sekunder. Igen masser af hvile og hovedet er glad, for den får stadigvæk belønningen med dopamin/endorfiner fra hjernen og så småt letter tågen. Opvarmning og tyve minutters overskuelig træning var nok til at kroppen næsten dirrede, som en væddeløbshest der skal til at løbe strækt. Hermed fik jeg som, så mange gange før gjort kroppen klar til at lave en workout, hvor jeg også skulle præstere og hvor jeg vidste, at det ville gøre ondt. Hvorfor ikke bare holde efter prowleren? Tjoo.. for nogle ville det måske give mening og være en god ide. Men jeg ved hvad sker, når jeg har givet alt hvad jeg havde, under workouten og overhørt hulemanden skrige ”stoooop”, gentagende gange. Det er nemlig den bedste følelse der findes, idet man føler man har vundet den indre kamp. Det giver en følelse af at være i kontrol og man føler sig stærk, uanset om man har løftet tunge vægte eller ej.

Det hele handler om smerte og ubehag. Et sprog kroppen kan forstå og lagere, men også et system der kan svigte engang imellem. Som dag nummer to, altså tirsdagen. Her var hovedet klar fra morgenstunden på at lave noget fysisk. Jeg trænede med vægtstænger i workouten dagen før, så nu måtte det være tid til løb. Planen var at løbe ud i skoven, for så efterfølgende at lave noget intervalløb. Intervalløb er noget af det hårdeste, såfremt man gør det rigtigt. En blanding mellem sprint og rolig løb er en fed, men giftig cocktail. Jeg nåede skoven, men allerede efter første interval, gjorde ryggen ondt og energien var helt væk, hvilket var underligt. I stedet for at tvinge dagens intervalpas igennem, valgte jeg at lytte til kaptajnen. Men ikke så meget, så jeg bare løb hjem, næ jeg valgte at løbe en rute i skoven, hvor jeg hele tiden kunne dreje af uden at være alt for langt hjemmefra. Når man er død i kroppen, er det nemlig ikke sjovt at stå helt nede ved stranden. Det blev alligevel til syv kilometer i løbeskoene, hvilket var bedre end en tur der gik helt i vasken. Efter solid udstrækning, fik jeg smerterne i ryggen væk og jeg kunne efterfølgende tage en tur på boxens Assault bike, for lige at få en hel træning ud af det.

Havde jeg smidt håndklædet i ringen mandag eller tirsdag, er det måske ikke fysisk smerte der skal overvindes, men mere det mentale nederlag. Men det er en kamp jeg har taget masser af gange, idet jeg ved hvad der giver størst lykke, på den lange bane. Jeg tager gerne kampen hver eneste dag.

 

Kan du lide artiklen?