CrossFit blog - opdateres hver torsdag

Når man giver den fuld gas til træning,

med høj intensitet, er det som om den bevidste hjerne slår fra. Alle tanker i hjernen handler om feedback fra kroppen og specielt signaler fra muskler og åndedræt. Denne tilstand i hjernen, kan ikke opnås på andre måder og derfor unik for de der træner hårdt. Man kan ikke sidde hjemme i sofaen med kaffekoppen i hånden og se en actionfilm, selvom hjernen pumper adrenalin rundt i kroppen. Det er heldigvis en tilstand man selv skal opsøge, for så efterfølgende at høste frugten af træningen.

Man skal så og sige forsøge, at få krop og hoved til at smelte sammen. Det kan kun lykkedes, når man får den evige kommentator i baghovedet, til at tie stille. Træner man sammen med andre og småsnakker konstant, opnår man ikke sit bedste. Man kan ikke give sig fuldt ud, såfremt stemningen er lidt for afslappet. Det kan være hyggeligt og træningsudbyttet kan sagtens være godt, men mentalt rykker man sig nok ikke. Men træning sammen med andre kan også virke forstærkende.

Jeg deltog i en årlig CF online-konkurrence ”Lift off” der gik ud på at lave en traditionel CF Wod, samt to klassiske løft, et clean and jerk, samt et Snatch. Workouten galt om at få flest reps af forskellige øvelser, indenfor en given timecap. De to løft blev scoret efter hvor tunge de var. Man havde tre dage til at lave wod og løft, man skulle bare veje ind i en bestemt vægtklasse (min var under 81,6 kg). Dagen hvor jeg skulle lave mine løft, var der også andre i boxen. Mellem mine opvarmningsløft, smider man lige nogle kommentarer frem og tilbage med gutterne dernede. De vidste godt hvad der var på spil.

Min ”dommer” der skulle sikre og dokumentere (det var jo en konkurrence) at alt var efter bogen, var også ad hoc coach. Der blev skabt den helt rette konkurrence-stemning, på trods af at det kun var mig der skulle præstere. Når man skal præstere eller nærmere overpræstere, som jeg gjorde, var det i stor grad de mennesker omkring mig der satte mig i stand til at gå ind i zonen. Denne tilstand er hovedet helt ”tomt” for tanker, idet al computerkraft skal gå til at optimere kroppens præstation. Inden jeg tog fat i stangen til mit forsøg på en ny pr. i snatch (100 kg) udstøder jeg et kontrolleret arghh, klasker håndladerne hårdt mod ydersiden af mine lår.

Både lyden fra munden og hænderne på lårene signalere til hjernen at det er nu, der skal præsteres. En rutine jeg kan huske helt fra min karate tid, hvor man råbte ”kiiiai” hver gang man stødte eller sparkede, når man angreb sin modstander. Her angreb jeg ikke stangen, men den var min modstander. Allerde da jeg greb stangen og lavede mit setup til løftet, havde jeg en god følelse i kroppen. Gutterne omkring mig ville jeg gerne vise, at jeg kunne, hvilket lige gav mig den sidste procent af power. Jeg klarede løftet og brølede af glæde efterfølgende og high-fivede alle i boxen. Havde de ikke været der, tror jeg ikke det var lykkedes.

Det er ikke kun når der skal præsteres, at det er vigtigt at kunne slukke for flakkende tankemylder. Det er også vigtigt for at kunne finde noget stilhed, i en verden fuld af larm og konstant behov underholdning. De konstante stimuli vi alle er selvforskyldte blevet afhængige af er underholdede, men samtidig skyld i at man nemt kommer til at kede sig. Hjernen elsker aktivitet og udfordringer, når de er selvvalgte. Er det monotone arbejdsopgaver, gaber man højlydt efter 10 min. Derfor kan tilstanden der skabes under hård fysisk træning virke tillokkende, selvom den også er skræmmende, inden man går i gang.

Ofte er jeg helt stille inden jeg begynder workout eller løbetur, hvor jeg ved jeg skal presse mig selv. Hovedet ved godt det kommer til at være hårdt og måske gøre direkte ondt når kroppen skriger. Samtidig er det den tilstand hvor jeg har allermest kontrol over mig selv. Jo længer og hårdere jeg kan presse på, des stærkere føler jeg mig. Specielt følelsen bagefter et hårdt træningspas. Hovedet er tomt for tanker, kun følelser af glæde og udmattelse står tilbage.

Kan du lide artiklen?