CrossFit blog - opdateres hver torsdag

Når man bliver ældre, mister man ting.

En af mine yndlingsfilm er ”Any given Sunday” med Al Pachino i hovedrollen, som coach for et Amerikansk Football hold. I en af de afgørende kampe holder han en tale, eller nærmere en pep-talk for spillerne. Han siger med sin hæse stemme: ”You know when you get old in life things get taken from you. That's, that's part of life. But, you only learn that when you start losing stuff.” Denne del fra talen er en del af en længere motiverende tale, men specielt denne del af talen har jeg tænkt meget over. Måske ikke så meget da jeg så filmen for tyve år siden, men mere det sidste års tid. Sikkert fordi jeg har mærket nogle ting ændre sig, i min egen træning. Tingene har ændret sig og er nok også blevet taget fra mig.

Da jeg begyndte at træne CrossFit var jeg midt i trediverne og alt var godt. Min krop var trænet og holdt ved lige gennem løb, kampsport samt forskellige former for fitness. Jeg var faktisk ikke specielt stærk, da jeg begyndte at løfte vægte i CF. Men mine muskler var trænet til, at være eksplosive i kampsport, samt udholdende i løbetræningen. Jeg løb i snit 10 km om dagen og havde aldrig problemer med skader eller forstrækninger i musklerne. Et helt nyt kapitel for ens krop starter, når man begynder at løfte tunge vægte, i stedet for bare at lave træning uden vægte.

Når man flytter vægte fra gulvet og til op over hovedet, bliver mange dele af bevægeapparatet påvirket. Vægtens bane har stor indflydelse på den belastning der rammer kroppens led. Specielt knæ og skulderled er udsatte. De skal hele tiden korrigere transporten af vægten, således den kommer sikkert op, samt sikre at ryggen ikke bliver negativt påvirket. Det er ikke noget problem, når man har styr på teknikken og man ikke er træt. Men træner man med stor volume bliver man hurtigt presset og så kommer man nemt til at slække lidt på teknikken. Man retfærdiggør det overfor sig selv, at det bare skal overstås og ”det går nok”. Det gør også, men ofte står man tilbage med skulder og knæ der har været på overarbejde med at korrigere dårlige tekniske løft. Det medfører ømme led, der har brug for ekstra opvarmning for at kunne benyttes. Ikke noget problem dengang, men det er det blevet.

I kraft af at man bliver bedre og stærkere, stiger belastningen markant. Dette sammensat med evnen til at restituere, kraftigt forringes jo ældre man bliver. Det er lidt frustrerende at jeg egentligt er lige så stærk, som da jeg var i starten af fyrrene, men nu kræver det bare dobbelt så lang tid at restitutere, inden jeg kan igen kan træne. Mit mobilitets- og opvarmningsprogram er nu omtrent lige så langt, som selve træningsprogrammet. Min evne til, at kunne træne hårdt 5 dage om ugen, har jeg mistet. Den er nok ikke helt væk, men det kommer til at kræve enorme mængder tid, hvis jeg skal forsætte den vej. En løsning der har virket for mig, er løb hver anden dag, hvilket gør at jeg ikke har ondt i mine led. Det er utroligt motiverende, samt spare en masse opvarmningstid. En skulder der gør ondt, kan sagtens kræve 15 min. massage med gummibold eller foamroller, for at blive klar, hvilket man ikke altid lige har tid til i en presset hverdag.

Men for at tænke konstruktivt, må man også se på hvad man får når man bliver ældre. Når jeg skumler lidt over mine småskader og skavanker, skal jeg bare vende blikket lidt udad. Jeg er sund og rask, hvilket ikke er en selvfølge når man er oppe i fyrrerne. Mange af mine jævnaldrende, der ikke har brugt tid på vedligeholdelse af deres krop, betaler nu prisen. Mange dårlige vaner er ikke rigtigt noget problem i tyverne og trediverne, men så begynder kroppen også at sige fra. Når jeg fortæller, at jeg nogle gange næsten ikke kan komme ud af sengen om morgenen, dagen efter en hård omgang vægtløftning, griner de bare. Der er jo en grund til, at jeg har det hårdt med kroppen nogle gange. De har det hårdt med kroppen, fordi de ikke har trænet den.  De fortæller om arme og ben der sover, for højt blodtryk og søvnløshed. Disse tegn er mange gange hints om, at du skal ændre noget i din hverdag. Mange af disse ting kan blive bedre gennem træning. Træning er bare en god løsning på mange ”sygdomme” der er livsstilsrelaterede.

Hvis jeg havde vidst hvad jeg ved om træning nu, for 10 år siden, ville jeg nok ikke have ændret noget alligevel. Der sker noget med alderen og behandling af informationer. Min lyst til at læse bøger om sport og træning er meget større nu end før, samt lysten til at ændre min træning på baggrund af disse oplysninger er også større. Når jeg skal prøve at implementere nye ting i min træningshverdag, ved jeg godt det tager tid. Man kommer til at fejle mange gange, men det er det værd, på den lange bane. Tidligere tænkte jeg ikke ”på den lange bane”. Der afprøvede man bare noget, og hvis det ikke virkede til, at starte med, blev det kasseret.

Da jeg dyrkede kampsport, lavede vi masser af udstrækning og smidighedstræning. Jeg tænkte derfor at jeg vidste alt om denne type træning og havde ikke brug for at lære nyt om dette. Problemet er bare at i kampsport er alt træning med kropsvægt. Når man skal løfte vægte der er dobbelt stå tunge som en selv, er det ikke den samme type smidighedstræning der skal til. Mange af strækøvelserne er jo gode nok, men der mangler bare en lang række øvelser, for at vedligeholde og klargøre kroppen. Så da jeg et par år inde i CF begyndte at lide af en masse skavanker, måtte jeg til at undersøge andre muligheder. Sjovt nok var de bedste mobilitetsøvelser fra gymnastikkens verden, hvor de heller ikke løfter vægte, men alligevel er meget muskuløse og træner med hård intensitet hver dag.

Det bedste ved at blive ældre er ens erfaringsbase hele tiden bliver større. Man skal dog bare huske, at ens tankegang skal følge med udviklingen. Det med at bruge personlige rekorder og maxløft, sat for år tilbage som målestok for om træningen går den rigtige vej, duer ikke. Det handler om hvad du kunne løfte i sidste uge og måske gøre det bedre denne uge. Desuden skal man bare skrue på hvordan man måler fremskridt. Måske kan jeg ikke overgå mit maxløft i dødløft, men jeg kan måske tage 5 rep i stedet for 4 med 80% af 1RM. Så bliver det alligevel en pr, bare på en anden skala.

Kan du lide artiklen?