CrossFit blog - opdateres hver torsdag

Træning er mere end at undgå problemer.

Ofte har man en tendens til at beskrive hvor godt og sundt træning er, set i forhold til, at undgå sygdom eller fysisk deroute. Det er altid godt at undgå noget skidt, men nogle gange skal man hellere fokusere mere på det positive ved træning. Jeg tager jo ikke til træning med den tanke, at jeg gør det for at undgå, at blive syg eller overvægtig. Jeg træner fordi det giver mig en følelse af glæde og velbefindende, specielt når det er overstået.

Ja træning kan være hårdt og det kræver noget af en, at afsætte tid til det. Som med andre ting er træning ikke let og man skal arbejde hårdt for at opnå resultater. Det kræver at man kan behovsudskyde, idet man først skal arbejde til træningen for at kunne slappe af. Denne afslapning føles dog dobbelt så dejlig, som det havde føltes, hvis bare man var blevet siddende i sofaen.

Der er nogle helt unikke ting ved træning, der kun kan opnås gennem målrettet indsats. Men denne vej er ikke baseret på at undgå noget (sygdom, fedme ect.) den bør være baseret på at udvikle sig. Der er en glæde i at udvikle sin fysik, som ikke kan findes andre steder. At ændre på sin kropsbygning og kunne træne den til at udføre ting, man ikke kunne før, er da vildt.

Når man dyrker sport, handler det ikke bare om at brænde kalorier af. Det handler også om at blive bedre, samt opnå nogle resultater. Man kan godt løbe en tur og bare sætte hjernen på autopilot, hvilket også kan være dejligt. Men løber man en tur, hvor man har lagt en plan med et mål er det noget andet. Når jeg løber har jeg typisk opsat nogle mål inden jeg vælter ud af fordøren. Disse mål er sat efter hvordan min krop føles (typisk efter crossfit dagen før) samt efter noget jeg gerne vil lykkedes med. De første to kilometer er altid opvarmning. Her løber jeg i et tempo der passer til dagsformen. Så kan jeg også lige mærke efter om målene skal justeres for turen. Et mål kan være at jeg skal løbe 10 km i så højt tempo som muligt, eller uden stop. Et andet mål kan være tempoløb, hvor jeg skiftevis løber 1 min i højt tempo og 3 min. I almindeligt tempo. Dette interval laver jeg så et bestemt antal gange. Når der er et mål med træningen, er det udelukkende for at blive bedre til sportsdelen. Jeg vil gerne arbejde med udholdenhed, både fysisk og mentalt (blive ved selvom det er hårdt).

Når man sætter mål, er der noget på spil. Når der er det, er jeg i langt højere grad villig til at fortsætte træningen, selvom det er hårdt. Det gør nemlig det at gennemføre træningen ekstra fedt. Når det ikke lykkedes er der selvfølgelig også udvikling i det. Man kan lære meget om sig selv ved at fejle, såfremt man finder ud af hvad der skal ændres til næste gang.

Når man træner, kan man lige så godt blive bedre til noget. Det at træne mod et mål, der samtidig er en færdighed tilføre ens træning en spændende dimension. Indenfor CF er der jo mange øvelser man kun kan udføre, såfremt man lære noget nyt. Selv med god kropsforståelse, kræver det timing at gøre ting hurtigt og i sammenhæng. Derfor har træningen mål der kan være svært at måle. Hvis man tager øvelser hvor man skal lave mange gentagelser, skal teknikken være god for ikke at få skader. Et godt eksempel er pull-ups.

Pull-ups er i sin basisform baseret på rå styrke og kropsforståelse. Hæng udstrakt og træk dig selv op, således at din hage er over baren. Skal man lave mange og hurtigt, kan man kippe dem. Når man kipper dem kan man lave dem hurtigere, men på bekostning af sikkerheden. Når man tilsætter fart i en øvelse kræver det at man mestre basisøvelsen, ellers kan det være svært at fastholde god teknik. Denne teknik er umiddelbart ikke målbar. Selvfølgelig kan man måle hvor mange rep man kan tage i træk, men det siger jo ikke noget om teknikken, det er mere en følelse og et spørgsmål om form og æstetik. Følelsen af at mestre noget er dog ikke til at tage fejl af. Første gang man kan lave kipping eller butterfly pull-ups, føles det som da man lærte at køre uden støttehjul på cyklen i barndommen.

Det er den slags succes man skal jagte i det daglige. De er nemlig opnåelige selvom man ikke har sixpack eller en bestemt vægt. Man kan godt være sund selvom man er i kalorieoverskud. Hvilket også gør nemmere at bygge muskler. Men med andre mål end badevægtens tal, skifter fokus og dermed glæden også i træningen. Man begynder at se øvelser som udfordringer, i stedet for noget der besværliggør motionsformen.

Når jeg træner har jeg ofte mit puls.ur på, hvilket giver mig øjeblikkelig feedback. Her kan jeg se at hvis jeg løber en tur forbrænder jeg langt flere kalorier på en time, end hvis jeg træner CF. Det skal så hertil siges at træningen i CF er delt op i tekniske og fysiske blokke, samt en afsluttende workout. Men under løb er jeg i bevægelse hele tiden. Mens en løbetur hurtigt er ude af kroppen, så skal jeg gerne lave nedkøling og udstrækning for at komme helskindet fra en CF-træningsdag. Det er dog i høj grad udfordringen med de tekniske aspekter der driver værket i CF, idet de sammen med en stærk krops-motor kan skabe rammerne for større fysiske præstationer. Det er ikke nok bare at være stærk, du skal også være teknisk velfunderet, hvilket jeg finder yders tiltrækkende.

Kan du lide artiklen?