CrossFit blog - opdateres hver torsdag

Fredag morgen fik jeg søvnen ud af øjnene og åbnet for mobilens browser.

Workout 20.1 lød på 10 runder af 8 GTO (ground to over head) der laves som snatch, samt 10 Burpees med front mod baren. På udgivelsesdagen blev den lavet af to Games veteraner Froning og Panchick, der begge lavede den på under 10 min. De havde altså kun brugt 2/3 dele af timecap på 15 min. De bedste ved denne udmelding var at første wod ikke var wallballs eller Row for cals. Nemlig de øvelser første wod i sidste open startede med. Det gik nemlig så galt, at jeg tabte så mange placeringer, der ikke kunne hentes igen på trods af ene topplaceringer de efterfølgende 4 wods. Og det endda til trods for at jeg lavede den om og forbedrede min score væsentligt.

Fredagen er traditionen tro den dag jeg også laver workouten, hvilket dog ikke var en mulighed i år. Den skulle derfor have første ”GO” om lørdagen. Meen måske ikke helt rigtigt, idet jeg skulle undervise mit sædvanlige hold om fredagen. Jeg laver som sagt programmeringen ned til boksen, hvor jeg programmerer ca. 3 uger frem i tiden. Jeg kunne derfor umuligt vide, hvad der ville blive meldt ud som open 20.1. Den planlagte wod var skrevet med 21, 15, 9 af henholdsvis burpees over bar og power snatch i første runde, burpees ov. Bar og OHS (overhead squat) i anden runde og i sidste runde igen burpees og snatch. Altså meget tæt på open 20.1 wod. Dagens skalerede version af wod var derfor Open 20.1 som AMRAP 12, hvor de 12 min også var timecap på wod.

Er der få medlemmer på holdet kan jeg selv deltage uden, at det går for meget udover servicen til medlemmerne. Jeg lavede selvfølgelig den skalerede version og fik lavet 6 hele runder + 10 reps i 7 runde. Dette var dog uden dommer og i et tempo hvor jeg passede på mig selv og pulsen. Dog kunne jeg godt mærke at omkring runde 7 blev det rigtig træls at være HP og specielt i burpees var der langt op hver gang.

Inden lørdagens skud havde jeg rig mulighed til at undersøge nettet for tips og tricks videoer, der måske/måske ikke kunne give nyttige råd til udførslen. Det mest gennemgående råd var nok at man ikke skulle starte ud i for hurtigt tempo. Problemet med det er pulsen hurtigt kommer højt op. Kommer pulsen for højt op, kan man ikke udføre nogen reps. Tvungen pause på min. 30 sekunder er derefter påkrævet, hvilket ikke kan indhentes og de efterfølgende runder vil kroppen stadigvæk være markant dårligere. For uger tilbage havde jeg nogle problemer med for høj puls, så dette var helt sikkert et fokuspunkt.

3, 2, 1 GO jeg greb baren og mine 8 power snatch blev overstået med god teknik. Inden baren lå stille på gulvet var jeg næsten allerede på gulvet klar med den første burpee. Så langt så godt. 70 sekunder senere påbegyndte jeg 2 runde og kroppen havde det fint. Omkring runde 5 gik det op for mig at jeg kun var halvvejs, hvilket lige lagde en ekstra mental-vægt på skulderne. Mit tempo var desværre ikke så højt, men mit flow i burpees var godt. Eneste problem var mine for lange pauser på gulvet. Jeg var helt nede at røre med hagen hver gang, hvilket kostede meget tid. Det blev svært i runde 7 at rejse sig hurtigt op, selvom teknikken var uforandret. Savlet begyndte at fylde for meget i mundvigen og sveden drev ned ad ansigtet. Måtte drikke lidt vand inden runde 8 da det føltes om jeg havde ild i maven, der derfor måtte slukkes. Sidste par runder kunne jeg ikke køre de 8 snatch unbroken, men dog godt 4+4.

Jeg tumlede over barens sidste rep i tiden 14.47 og gav slip for smerten. De første 60 sekunder efter en wod, er jeg helt elektrisk og alle berøringer føles som smerte. Derfor lå jeg bare på gulvet og ventede på at få kontrol over åndedrættet. Få minutter efter er jeg frisk og kan nyde at have presset sig selv udover kanten endnu engang. Glæden vare dog ikke ved, idet jeg kunne se andres tider tikke ind på leaderboardet. En tid på omkring de 14 min rent skulle der vist til for at sikre en plads i top 5. Man behøves ikke at vinde alle wods for at være i toppen, men man kan ikke slutte for langt nede i rækken. Det kan nemlig ikke hentes igen.

Tilbage til tegnebrættet og lægge en ny plan. Det så ud til at en ny strategi kunne være at holde pause, konsekvent selvom man måske godt kunne fortsætte. Jeg kørte nemlig bare derudaf i roligt tempo, og håbede at den gode teknik ville være hurtigst. Så undgik jeg også at pulsen stak helt af. I morgen vil jeg derfor prøve at køre workouten som en E80SEK hvilket vil sige at hvis jeg er færdig med runden inden 80 sekunder holder jeg pause indtil næste omgang. Forhåbentligt gør det at jeg hver runde kan holde pause ca. 10 sekunder, hver runde. Det kræver dog at jeg kan øge tempoet i mine burpees, hvilket dog medfører højere puls. (hertil er skrevet søndag aften).

”Fall down seven, stand up eight” er et citat man ofte høre når tingene ikke lykkedes. På trods af en kalkuleret gameplan og de bedste intentioner, lykkedes missionen ikke altid må jeg erkende. Den store ændring jeg ville forsøge på mit re-try var burpees. Jeg så hele videoen med mit første forsøg og synes mine burpees var crazy langsomme. Det hele var bare ikke i særligt højt tempo, men til gengæld bevægede jeg mig hele tiden.

Uret bippede og jeg grebe endnu engang vægtstangen til 8 power snatch. Burpees var nu baseret på hastighed, hvor jeg forsøgte at springe dem fremefter og hoppe med det samme. Eneste hage var, at jeg skulle vende 180 grader når jeg kom på den modsatte side, inden de næste burpees kunne afvikles. Første runde gik planmæssigt på ca. 60 sekunder og altså 20 sekunders hvile. Sådan fortsatte de næste runder, dog blev jeg ramt at pulsen omkring runde 5. Tiden var stadigvæk fornuftig i forhold til tidsplanen, men kræfterne var begyndt at svigte. Jeg blev nød til at køre 4+4 med power snatch allerede i runde 5, hvilket var et wake-up call.

Runde syv var make or break punktet, jeg havde sat fra start. Holdt jeg ikke tiden, var der ingen grund til at fortsætte lidelserne. Min tid var nøjagtig den samme som første forsøg, hvilket gjorde jeg trak stikket. Om jeg kunne have gjort det bedre og måske barberet et par sekunder af finder jeg aldrig ud af. Men jeg bliver jo nød til at følge de beslutninger jeg træffer når hovedet er klart, selvom det er lidt ærgerligt af opgive.

Nu er der gået et par dage og konklusionen er, at jeg er glad for at jeg ikke kørte mig selv midt over for måske at barbere et par sekunder af min tid. Jeg talte også en træningsmakker der havde lagt en anden strategi til hans retry, selvom hans indledende tid var over et minut hurtigere end min. Hans nye strategi gav ham dog kun et sekunds forskel. Han er dog lidt yngre og det har ingen betydning for hans recovery. Det er dog noget jeg desværre må tænke på, når jeg giver alt hvad jeg har. Jeg talte også med boxens hurtigste mand på workouten. Hans hurtige teknik var at dreje 180 grader i luften hver gang han hoppede over baren, hvor jeg brugte tid på at vende mig om på gulvet. Det er ikke fordi jeg ikke har prøvet dette til træning, jeg synes bare jeg bliver helt rundtosset. Det er dog noget jeg vil træne fremadrettet.

Det spændende ved ”The Open” er jo at det er fem lange uger hvor man skal være på toppen. Målet for mig er at kunne præstere godt alle fem uger og måske vinde en event, såfremt øvelserne ligger i mit wheel-house. Jeg præsterer bedst når det er svære tekniske øvelser og ikke så meget bare ”hovedet under armen” workouts, som denne. Den bedste tid i min aldersklasse i DK var hele 2 min og 17 sekunder hurtigere end min. Min tid på 14.47 rakte til en 14 plads på leaderboardet, hvilket dog er 3 pladser bedre end første wod sidste open. Spændende hvad næste udfordring bringer.

Kan du lide artiklen?