CrossFit blog

Nogle Hero-wods er bare lidt mere specielle.

Historien bag Hero-wod Adam Brown er ikke bare historien om en soldat der faldt i kamp. Det er historien om overlevelse og om hvordan et menneske kan ændre sig på trods af misbrug og svære vilkår.

For et par år siden læste jeg bogen ”Fearless” der omhandlede en Navy Seal med navnet Adam Brown. Betegnelsen frygtløs er ikke kun en reference til hans arbejde som elitesoldat, som i sagens natur, kræver en vis mængde mod. Bag SEAL – der er en sammentrækning af Sea, Air, Land gemmer der sig hvilke operations-miljøer og indsættelsesmetoder styrken kan anvende. Udslusning til havet gennem en torpedoluge i en ubåd, faldskærmsudspring fra 10 km højde eller en indsættelse via køretøj midt i fjendeland, er bare nogle af de ting der kræver frygtløshed. Et sådan liv på kanten, skulle man tro krævede fraskrivelse fra familielivet, men ikke for Adam. Selvom han var meget væk hjemmefra, var han lige så dedikeret familiemenneske, som han var spydspids i patruljen.

Adam Brown var fra Arkansas, hvor han spillede amerikansk fodbold og var en flittig elev. Han var vellidt af menneskene omkring ham og havde ingen problemer med alkohol og stoffer. Det ændrede sig dog da han på college mødte en tidligere kæreste. Hun tog stoffer og efter at de to havde datet et stykke tid, skulle han også prøve at ryge Crack. Dette blev vejen ud i et årelangt misbrug af stoffer for Adam. Efter flere års afhængighed blev han en dag fundet i et hus i en stor blodpøl. Han overleverede dette, men havde på det tidspunkt så mange kriminelle forhold imod sig, at han kun fik to valg, efter at være stillet for en dommer. Fængsel eller afvænning. Han valgte at gå i afvænning og blev en del af en kristen menighed. Her fandt han også kvinden, Kelly, der senere blev hans kone. Han fik dog flere tilbagefald og endte med af få et ultimatum af kæresten. ”Bliv clean eller jeg forlader dig” lød det fra Kelly.

Adam forstod, at der skulle gøres noget for, at komme væk fra det dårlige miljø han var en del af. Han troppede op hos en ”Recruiter” der værger nye soldater fra gaden. På trods af Adams blakkede baggrund med misbrug og kriminalitet, lykkedes det Adam at blive sendt til ”basic training”. Normalt kommer kriminelle ikke ind, men Adam havde kontakt til en højtstående officer, en far til en barndomsven, der kunne stå inden for ham. Efter den obligatoriske grunduddannelse, begyndte han direkte optagelsesprøven til Navy Seals, hold 226s ældste aspirant, 25 år gammel. Han klarede sig mod alle odds igennem den benhårde optagelsesprøve og uddannelse og blev derpå optaget i et af de eksisterende Seal Teams. Team 4.

Kelly og Adam fik deres første barn, en søn Nathan i år 2000. I 2002 blev deres datter Savannah født, hvilket også var året for Adams første udsendelse. Det var til Sydamerika for at bekæmpe narkokarteller i junglen. Når han ikke var udsendt var han familiemenneske og gik ofte i kirke. Efter hans død var der flere folk i menigheden, der havde tilbragt meget tid sammen med Adam, der ikke vidste han var soldat. Han var godt til at adskille de to verdner. Han begyndte også tage online undervisning og opnåede en Bachelorgrad. Det var planen at han efter sin sidste udsendelse ville påbegynde et forkursus til at tage en MBA på Harvard Universitetet.

Under en træningsulykke i 2004, mistede han synet på sit ene øje, men det var ikke nok til at stoppe Adam. Selvom det var det øje han brugte når han sigtede med sit våben. Han lærte sig selv at sigte med det andet. Så godt endda at han blev uddannet snigskytte, selvom dumpeprocenten på kurset var over 50 %, selv for folk med fuldt syn på begge øjne.

Han var et ustoppeligt menneske, der selvfølgelig ville prøve at blive optaget i elitens elite, det legendariske ”seal team six” der sener blev kendt for at dræbe Bin Laden. Under 1% af de Seals der søger, bliver optaget i ST6, der er forbeholdt individer der altid holder hovedet koldt i værst tænkelige situationer. Men under en udsendelse til Afghanistan fik han hånden mast under en bilulykke, der skete på en køretur fra Khandahar til Karbul. Adam var alligevel den sidste der forlod ulykkesstedet, idet han ville sørge for sikkerheden for de andre der var involverede. Men det utrolige ve denne historie var, at han i denne ulykke mistede følelsen i hånden, der også var hans dominerende skydehånd. Nu nede med både hans dominerende øje og skydehånd, blev hans chancer for optagelse i ST6 endnu mindre.

Efter et års træning, var han dog næsten en lige så god en skytte som før og gennemførte optagelsesprøven til ST6 i 2006. Denne optagelsesprøve er kendt for de meget strenge krav til håndtering af skydevåben samt træfsikkerhed. Med optagelsen, blev der gashåndtaget trykkende endnu mere i bund og han var på talrige missioner. Med disse missioner fulgte også mange fysiske skader som ligger i det farlige job som elitesoldat. Han blev for sit arbejde tildelt de ærefulde hædersbevisninger ”Silver Star” og ”Bronze Star w/Valor” med inskriptionen ”ekstraordinær lederegenskab, initiativrig og fuldstændig hengivenhed til tjenesten.”

Hans sidste mission var i 2010 hvor han med gruppen skulle ”kill or capture” en højtstående Taliban leder i hindu Kush. De fløj ind i missionsområdet i en Chinook helikopter hvor de via fastrope blev landsat. Det kom til skudveksling med nogle vagter, der stod godt beskyttet bag murene i bygningen. For at opnå indsigt og skud på fjenden, skiftede Adam position. Her blev han ramt af ild fra fjenden og faldt om, hvorefter han igen blev ramt flere gange. Hans gruppemedlemmer reagerede hurtigt, og fik ham i sikkerhed fra fjendens ild. Desværre var han ilde tilredt pga. de mange skudsår. På trods af dygtige sanitetsfolk og evakuering tilbage til basen, stod hans liv ikke til at redde. Han døde på basen et døgn senere, 17. Marts, bare 36 år gammel.

Som så mange andre blev en ung Adam Brown inspireret af en Hollywood film om Navy Seals med Charlie Sheen i hovedrollen. I filmen hopper Sheen ud fra bagsædet af en Jeep, mens de køre over en høj bro. Der var en bro der mindede om den i filmen, som Adam efterfølgende sprang ud fra, som en manddomsprøve. Efter begravelsen hoppede medlemmerne fra hans patrulje ud fra denne bro, som en gestus til Adam.

WOD ”AdamBrown” lyder: 2 Rounds for time: 24 Deadlifts, 24 Box Jumps, 24 Wall Ball Shots, 24 Bench Press, 24 Box Jumps, 24 Wall Ball Shots, 24 Cleans. Hero Wod er en official workout postet på CF.Com 20. August 2010.

Den er programmeret forholdsvist tungt, men jeg skalerede for at kunne lave øvelserne uden at smadre kroppen, samt bruge hele aftenen på at gennemføre. Deadlift blev skaleret fra 134 til 100, Bench Press fra 88 til 60 og Cleans fra 66 til 60 kg. En nødvendig skalering idet jeg ikke har kapaciteten til ,at smide rundt med slags vægte. Inde på CF.com står også nogle af tiderne fra pro-atleterne som er et fingerpeg om hvor vi er henne af i tidsskalaen. Rx-tiderne ligger omkring 22 min. (Mikko Salo) For de bedste og slut tyverne for de stadigvæk rigtig seje.

Setup var endnu engang perfekt, idet boxen er åben og solen havde skinnet hele dagen. Det var fredag og jeg havde lige været instruktør på dagens eftermiddagshold. Så med åben port ud til den varme eftermiddagsluft, samt god musik på anlægget kunne intet stå i vejen for en fed Hero-WOD. Men sådan er det jo ikke lige altid når realiteterne møder virkeligheden.

Allerede i opvarmningen tænkte jeg ”det her bliver tungt og hårdt. Det var også træningsugens første WOD med vægt, idet starten af ugen blev brugt udendørs i det gode vejr. Her havde kroppen mest brug for bare at mærke solen og løbe og cykle. Det er også fedt bare at koble af på den måde, samt få opbygget noget udholdenhed. Ren balsam for sjælen, eller noget.

Deadlifts kørte jeg i sæt af 5 reps, hvilket fungerede fint nok. Dog synes jeg det var længe siden at 100 kg føltes så tunge. Jeg blev næsten helt skræmt ved tanken om at jeg for et halvt års tid siden kørte reps med 130 kg også i sæt af 4-5 gentagelser. Erfaring er en cool ting, når man kan få det til at fungere til ens egen fordel. Er ens mindset tændt, kan det næsten trække de første ti reps op uden problemer. Men kommer tvivlen snigende, som det her gjorde, lever dødsløft næsten op til sit navn.

Sjovt nok så jeg frem til de 24 Box Jump, hvilket nærmest aldrig sker. Med mine korte stænger og en halv skade i bagkæden, skal der arbejdes for at komme på toppen af kassen. Men som man siger, er der ikke noget der er så dårligt, at det ikke er godt for noget andet. Fuld fokus og afsted det gik. Eller det vil sige, jeg hoppede op og gik dem ned. En justering der godt kan forsvares, idet pulsen nemt stikker af og kan ramme som en mavepumper, der ender med at koste tid. Alligevel er jeg ramt af de negative tanker, som skal have deres deal.

Svenden løber fra panden og t-shirten føles allerede tung. Alligevel griner jeg lidt ad det hele, idet jeg lige har lovet mig selv at stoppe efter 1 runde. En aftale der fjerner splinten i selvtilliden og giver fornyet håb om snarlig hvile. Jeg kunne næsten smage de hjemmelavede burgere på menuen til aftensmad.

Næste stop er Wall Ball Shots, hvilket er i samme båd som Box Jumps. Eller det vil sige overhovedet ikke. Min pagt med djævlen har båret så meget frugt, så bolden føles forkert. Da jeg når 15 reps tænker jeg at jeg hellere må holde en lille pause, for det plejer jeg at gøre. Få lige drejet bolden for at sikre mig at der stå 20 lbs for det føles ikke sådan. Ni skud mere og jeg er klar til Bench Press.

Nu er jeg varm også svedig så jeg efterlader sneglespor hen ad bænken, inden jeg kan begynde mine 24 reps. ”Godt jeg er alene” tænker jeg. Må lige huske et håndklæde at lægge under næste gang jeg skal træne i hedebølge. Første 5 reps er gode, men de næste bliver lidt skæve. Er glad for jeg skalerede vægten ned, da det ikke lige er en øvelse jeg laver ret tit. Igennem kom jeg og reps føltes gode, idet jeg fokuserede på korrekt teknik. Jeg har erfaring med at hvis man ikke får rigtigt ved stangen, dvs. lidt skævt så brokker skulderen sig.

Dernæst Box Jumps og Wall Ball shots igen, der bare kørte derudaf. Selvfølgelig kræver det energi og vedholdenhed, men jeg var jo alligevel snart færdig. Under BJ fik jeg dog en uønsket pause. En familiefar stod i portåbningen og spurgte efter toilettet. Først blev jeg lidt forvirret, idet jeg bare hoppede derudaf og forsøgte at finde alle glade tanker frem, for at holde bevægelsen kørende. Jeg får spurgt om han arbejder i garagen hvilket han siger han gør. Forgæves forsøger jeg at sige at de skal bruge det fælles WC ved skorstenen, men det er åbenbart spærret af en kæmpe betonklods, eller hvad han nu rabler af sige. Jeg er som sagt på dybt vand og tænker kun på at gøre runden færdig. Ved siden af ham står dog en lille lyshåret dreng og tripper.

Okay, Okay…så gå da ind og brug toilettet herinde. Manden siger dog at drengen skal gå med mig, så viser jeg det. Her rammer næsten kassen med fortænderne og får fremstammet nærmest i afmagt noget om at det må knægten selv finde, for ”jeg er sku midt i workout”. Knægten forstår og går selv derind og manden skifter helt karakter. Fra at være lidt hård i tonen og her skal jeg fortælle dig noget, til ”tusind tak, mange tak og tak, tak” hvilket gør mig helt glad. Endelig en der værdsætter, at man gør noget de måske ikke havde regnet med. Eneste grund til jeg var lidt modvillig, var at jeg før sagde ja til en mand fra garagen, der bombede toilettet så hårdt, at jeg næsten kastede op, da jeg selv skulle bruge det.

 Cleans var med en god arbejdsvægt for mig. Jeg lavede Power Cleans, idet der ikke stod specificeret om det var squat eller power clean. Der var jo mange squat i både Box Jump og Wall Ball Shots, så jeg tænkte de var blevet tilgodeset. Der ligger en video på YT hvor Rich laver wod med Squat Cleans, men den så jeg først efterfølgende.

Med kæmpe smil på læben kiggede jeg op på timeren 14.05 Shit, ikke hvad jeg havde forventet. Nu skiftede den indre stemme, til den mere bebrejdende tone. ”Du kan squ’ da ikke lave en wod i middel tempo og så kaste håndklædet i ringen efter kun 14 min.” Fuark…så kom da runde 2. men efter deadlift skete der noget, selvom de var træls. For det var bare om at lave et rep ad gangen og færdiggøre hvad jeg var påbegyndt.

Det er sjovt at man har den indre dialog kørende, når man træner. Det handler jo om at få kroppen til at yde så meget så man kan få belønningen bagefter. En hård og træls træning kan godt give kæmpe belønning efterfølgende. Hjernen udskiller belønningsstoffer for at have besejret de negative tanker. Dette skete også denne dag, men ikke med en konkurrencedygtig tid. Jeg havde ikke følelsen af at være sej og übercool, nok mere følelsen af bare at have løst opgaven.

Fed sammensætning af øvelser dog meget tunge vægte såfremt man køre Rx. Jeg blev færdig i tiden 31.09 min. Hvilket stemte fint overens med de Rx tider der var blevet postet på CF.Com. En korrekt skalering skulle gerne ligne de tider topatleterne får, velvidende at jeg måske ikke engang kunne gennemføre Rx.

Se alle ugens træningspas herunder:

 

 

 

 

 

Kan du lide artiklen?