CrossFit blog

I weekenden under gennemgang af opslag på Instagram,

så jeg flere billeder med teksten ”Remember Operation Red Wings”. Billederne var enten af 4 soldater eller af en Chinook-helikopter, selvfølgelig omgivet af det amerikanske flag. Amerikanerne er gode til at mindes deres faldne, hvilket CrossFit også støtter op omkring. Jeg synes Hero-wods er fede at lave og det giver mening for mig, samt sætter ens træning ind en større helhed. Det er fedt at være en del af noget større, i en verden hvor der ofte er fokus på enkelte. Jeg synes det er spændende at finde historierne bag disse workouts, samt fortælle dem videre.

Denne WOD er ikke kun tilegnet en speciel person, men derimod en gruppe helt særlige mennesker. I offentligheden kender mange til filmen ”Lone Survivor” om en lille gruppe Navy Seals der bliver overrasket i bjergene, i Afghanistan af en større gruppe Taliban-krigere. I dette møde og efterfølgende ildkamp blev bla. Lt. Michael Murphy dræbt. Han blev efterfølgende æret i CF regi med en officel Hero WOD ”Murph”. Det er en legendarisk WOD jeg selv har lavet flere gange og senest for et par uger siden. Men Murph var bare en helt ud af flere helte, der betalte den ultimative pris den dag.

På mission, som en del af operationen ”Enduring Freedom” var fire elitesoldater fra Navy Seals på opklaringspatrulje i bjergene, for at skabe sikkerhed i Kunar Provinsen. De var blevet indsat i området den 27. juni 2005 via helikopter. For at fjenden ikke skulle kende den præcise lokalisering, havde helikopteren lavet flere ”dummy drops” af fiktive tropper. De fire soldater blev således landsat via fast-rope, så helikopteren udgik at lande og tiltrække sig yderligere opmærksomhed.

Alle operationer i området bliver tildelt et missionsnavn. Flere var opkaldt efter basketball hold som Operation Celtics, efter NBA basketballholdet fra Boston, eller operation Mavericks efter basketballholdet fra Dallas. Deres operation deres var inspireret af Detroits NHL ishockeyhold ”Red Wings”. Det overordnede mål for de amerikanske troppers udsendelse var at skabe sikkerhed og infrastruktur i området, samt skabe grobund for demokrati. Denne proces var gået godt andre dele af landet, men i bjergene der grænsede op til Pakistan, var der stadig flere grupperinger af Talebankrigere, der kæmpede imod denne udvikling.

Den 28. juni var dagens første mål for Operation Red Wings at rekognoscere og lokalisere en ledende skikkelse indenfor Taliban, Ahmad Shah, lederen af ”Mountain Tigers” en gruppe der ønskede at bekæmpe de demokratiske ideologier der havde spredt sig, siden Taliban blev stødt fra magten. ”Red Wings” patruljemedlemmerne var Michael Murphy, Danny Dietz, Matthew Axelson og Marcus Luttrell. De havde lavet et observationsstadie højt oppe i Hindu Kush bjergkæden, hvor de blev opdaget af lokale der passede geder. De lod dem gå, velvidende at de måske sympatiserede med Taliban, men de kunne jo ikke dræbe nonkombattanter som følge af Rules of engagement. Patruljen forlod efter mødet med de lokale området og trak sig tilbage til deres alternative operationsområde.

Indenfor kort tid blev de dog angrebet af Talibankrigere fra Mountain Tigers, med overvældende ildkraft. Mountain Tigers havde taget det store skyts med og angreb med alt lige fra AK-47 rifler til maskingeværer og granatkastere. Udover at flygte, forsøgte gruppen at kontakte kommandocentralen i Bagram, via kommunikationsudstyr, på flere forskellige typer udstyr. Dette lykkedes dog ikke idet bjergene blokerede deres signaler.

Uden andre muligheder blev gruppen nød til at engagere fjenden, på trods af meget svære odds. Der udfoldede sig nu en længere kamp mod den langt større fjende. Fjenden var på hjemmebane og kendte terrænet, hvilket gjorde det til en ulige kamp. På trods af disse nærmest umulige odds nedkæmpede gruppen 35 Mountain Tigers, samtidigt med, at de blev ved med at forsøge af få forbindelse til backup-styrken i Bagram. Efter at have udsat sig selv for ekstrem fare lykkedes det Lt. Murphy at få kontakt til Bagram, via satellit-telefon, der efterfølgende ville sende deres reaktionsstyrke afsted.

Tre af gruppens medlemmer blev dræbt og den fjerde Marcus blev som følge af en trykbølge fra en RPG-granat, kastet udover bjerget. Han undslap mirakuløst og skrev senere bogen ”Lone Survivor” der blev filmatiseret.

Det var også en RPG-granat der ramte den forreste redningshelikopter MH-47 Chinook, der var blevet sendt til området fra Bagram Air Force Base. Seksten soldater og besætningsmedlemmer blev dræbt, hvoraf otte Navy Seals fra Seal team 10. Da granaten ramte lige under haleroret, mistede piloten kontrollen og den ramte efterfølgende bjergsiden og eksploderede.

Helikopteren der styrtede ned, havde Callsign ”Turbine 33” og er også en vigtig del i historien om Operation Red Wings. Redningsforsøget blev faktisk efterfølgende døbt Operation Red Wings 2. Da Michael Murphy endelig fik radiokontakt med kommandocentralen, blev redningsstyrken faktisk ikke sendt afsted med det samme. I det militære system skal alt godkendes i ”the chain of command” hvilket tog længere tid end normalt. Derfor måtte Lt. Commander Erik Kristensen, lederen af Seal Team 10 kæmpe ekstra hårdt i kommandocenteret for overhovedet at få lov til at hjælpe sine Seal-brødre i nød. Han blev ved med at presse på gennem kommandovejen, indtil han fik lov til at iværksætte redningsmissionen.

Erik var en af de Navy Seals der var mere end en kriger. Han havde læst engelsk og fransk som hovedfag på college og havde en masters grad fra det militære Annapolis flådeakademi. Han kunne synge, spille trompet og gik ofte rundt i lejren iført Birkenstock sandaler når han var udsendt. Som en sand leder, kæmpede han for retten til at hjælpe sine brødre i nød. Det var ikke en mission han nødvendigvis selv skulle afsted på, men som han sagde ”nogle missioner er for vigtige til, at overlade til andre”.

Selvom ”Turbine 33” var ledsaget af UH-60 Blackhawk og Apache helikoptere, der skulle beskytte den store Chinook helikopter, gik det alligevel galt. Ved ankomst til missionsområdet gjorde helikopteren klar til at landsætte redningsstyrken via fastrope, da den blev ramt af en RPG-raket. Ledsagerhelikopterne kunne intet gøre for at beskytte, idet de ikke havde indsigt på fjenden før angrebet. For at gøre det hele være, begyndte det at trække op til uvejr og følgehelikopterne måtte returnere til basen.

Der er ikke lavet nogen officiel ”Operation Red Wing” Hero wod fra CF HQ side. Det har andre CF’ere dog. Jeg faldt over en ”Operation Red Wings” WOD fra CF Undeniable, programmeret af Coach Zack.

WOD lyder: 4 Rounds for time: 3 barbell Complex, 800 m Run, 8 Barbell Burpees, 800 m Run, 8 Thrusters, 800m Run.

Disse Barbell Complex er dog helt særlige, idet hvert består af et: High Hang Clean, Hang Clean, Clean, Push Press, High Hang Clean, Hang Clean, Clean, Push Jerk, High Hang Clean, Hang Clean, Clean, Split Jerk Alle løft laves uden at slippe vægtstangen.

I beskivelsen af WOD står der hvad de forskellige tal repræsentere: 4 Runder er for de 4 mand i rekognosceringsgruppen med Murph. 3 Barbell Complex er for de tre der døde i gruppen, 8 Burpees er for de 8 døde Seals i helikopterstyrtet. 8 Thrusters repræsentere de 8 døde besætningsmedlemmer på helikopteren fra 160th Army Soar (Nightstalkers).

Nogle gange er det bedste man kan gøre, bare at kaste sig ud i tingene, uden måske helt, at have forstået hvor hård en omgang der var i vente. Sådan var det med denne WOD, som når den står skrevet op på tavlen ikke umiddelbart får de røde lamper til at lyse, men så alligevel. Det er typisk på øvelser hvor der er en risiko for at fejle, at man virkelig sætter sig ind i hvad der er i vente.

Det sjove var, at den øvelse jeg havde frygtet mest, de 8 Thrusters ikke var nærheden af at volde problemer. Jo, de var da hårde, men ikke noget jeg som jeg tvivlede på kunne fejle, når man greb fat i vægtstangen. Den første helt store udfordring blev det barbell complex der skulle laves som det første i hver af de fire runder.

Complex var bygget op således at når man først havde løftet stangen fra gulvet, kunne den først slippes når complex var færdigt. Her er det som altid op til udøverens evne at overholde dette, samt vurdere den vægt der skulle på stangen. Jeg kørte som foreskrevet med 52 kg, eller dvs. Jeg kørte med 50 kg for jeg fik ikke lige smidt de små et kilos skiver på. Tænker ikke det gjorde den store forskel, for selv uden de to kilo var blev det en øvelse, hvor sjælen havde lyst til at springe ud af kroppen.

Når man er som jeg, der hellere vil kollapse, end at lave halve reps, så kom det til at gøre ondt. Complex er i tre dele. Den faste del i hver af de tre er tre Cleans: et high hang, et hang og et fuldt Clean ned i squat hver gang. Så tre squat cleans efter fulgt af et Push Press. Kunne man så smide vægtstangen, øhh nej. Det var første del og så er det tre squat cleans fra forskellige højder igen, plus et Push Jerk. Bentøjet begynder nu a skrige på ilt, idet man i sin iver forholdsvist hurtigt får afviklet alle Cleans for at komme igennem inden fingrene eller underarmene giver op. Sidste trin mangler, de sidste tre squat Cleans efterfulgt af et Split Jerk.

Det kan være lidt svært at forklare hvad der sker inde i hovedet når man når til runde tre i Complex. Det er en blanding af den indre stemme der siger ”kom nu du kan godt, bare hæng i” og så en stemme der kun taler med ”stop, stop, stop..hvis du ikke holder pause springer dine ben i luften og der er forresten ild i dine lunger”. Når jeg smed stangen efter sidste Split Jerk, var det hurtigt over på bænken, hvor mit håndklæde lå. Her kunne jeg både tørre sved af ansigtet men også gemme et ansigt i en sjov kombination af smerte, men også glæde, fordi complex var slut. Dog skulle jeg lave tre af disse hver runde, hvilket virkeligt krævede mod. Ikke at det var farligt, men man vil gerne præstere.

Specielt når jeg stod og så ned på vægtstangen inden jeg tog fat. Her skulle jeg bruge alle mine lagrede erfaringer fra andre wods, hvor det også gjorde ondt. Det er jo ikke fitness der er på spil i sådan en WOD, det er mental træning på sit højeste. Efter de første complex ved man, at det kommer til at gøre ondt og man ved det ikke er sjovt. Men følelsen efterfølgende var længere end en almindelig løbetur, hvor man ikke presser sig selv. Den her træning og erfaring med at udholde selvvalgt lidelse for at opnå et større mål, kan var flere måneder. Det er en måde at tanke selvtillid på, som så derfor heller ikke kan måles. Det er en måde at træne sin viljestyrke, således man bliver stærkere mentalt. Sådan føles det.

En sidehistorie jeg kom til at tænke på i den forbindelse. Jeg hørte for nyligt en podcast hvor en tidligere Navy Seal, Mike Day der havde skrevet en bog om hans liv som Navy Seal. Han blev spurgt om der var noget i hans opvækst der havde haft betydning for hans uddannelse. Her fortalte han om hans grufulde opvækst med en mentalt syg far, der bla. Havde lænket Mike og hans bror til en radiator og banket dem med et rør da var børn. De overlevede disse overgreb og Mike følte at optagelsesprøverne til Navy Seals ikke var hårde, set i sammenligning med hvad han havde gennemgået som barn.

Mike var blevet ufrivilligt hærdet af sin opvækst, for det var han nødt til at være stærk, hvis han ville overleve. Måske er det også derfor jeg ubevidst søger disse mentale udfordringer, fordi jeg gerne vil blive stærkere mentalt. Mine valg er dog selvvalgte og jeg kontrollere selv hvornår de starter og slutter. Den luksus havde Mike ikke.

En anden ting i WOD jeg ikke lige havde tænkt over var de mange løbeture på 800 m. Når den stod skrevet op, så er der som sagt ingen advarselslamper der lyser ved mig. Jeg kan godt lide at løbe og distancen var umiddelbart ikke noget problem. Men regner man alle turene sammen, så bliver det til meget løb. 9.6 km i alt. Det havde jeg slet ikke overvejet, bare at 800 m løb var fint nok. Dertil tilsættes alle typer for vejr der kan komme om sommeren. De første par ture var i solskin. Så blev det regnvejr. Så blev det blæsevejr og med kraftige vindstød. Så blev det en blanding og så sluttede det med højt solskin. Når jeg løb havde jeg løbesko på. Kun når jeg skulle lave complex havde jeg mine CF-allround sko ”Nike Metcon” på. De er alt for stive at løbe i, hvilket også blev bekræftet, da jeg glemte at tage dem af efter complex i tredje runde.

Desuden havde jeg en løbevest hvor min mobil lå i lommen, i en plasticpose. Efter hver løbetur smed jeg vesten, lavede øvelsen og så på med den igen. Den var drivvåd og dejligt at kunne tage den af derinde. Jeg hørte musik i en bluetooth øretelefon i det ene øre, mens jeg lavede øvelser indenfor. På løbeturen puttede jeg så den anden i øret. Jeg træner kun med en i det ene øre, da det er ikke rart at træne inden døre, når man ikke kan høre omgivelserne.

Det blev til nogle meget lange runder og hele WOD tog en time og treogfyrre minutter. Jeg holdt kun en lille pause efter hvert Complex ellers var jeg i bevægelse stort set hele WOD igennem. Jeg løb med mit GPS ur for at sikre at jeg løb den korrekte distance hver gang. Løbedelen tog 56.36 min, dvs. knap halvdelen af den samlede tid. Jeg løb i tempoet 5.54 pr. km hvilket er lidt i underkanten for hvad jeg løber normalt. Men forklaringen på dette er at løbeturene blev mere recovery end en øvelse hvor jeg pressede på.

 

Se alle ugens træningspas herunder:

 

Kan du lide artiklen?