CrossFit blog

Født og opvokset i Californien

så Sergent Thomas R. Macpherson fra Long Beach var langt væk hjemmefra. Han blev skudt og døde 12. oktober 2012 i Andar området i Afghanistan. Han blev skudt af håndvåben under en patrulje mod et fjendtligt mål i området. Han var tjenestegørende i 2 bataljon under 75th Ranger Regiment, U.S Army Special Operations Command.

Han meldte sig til at gøre tjeneste i hæren i maj 2007 og færdiggjorde basisuddannelsen på Fort Benning basen. Efter basisuddannelsen blev han optaget på RASP der står for ”Ranger Assessment and Selection Program”, der bedst kan sammenlignes i Danmark med patruljeuddannelsen, der er et forkursus til uddannelsen som Jægersoldat.

RASP er vejen til at blive Army Ranger. Ranger-kurset som ligger efter RASP og som blev beskrevet af kendte danske jægersoldater som Carsten Mørch og B.S. Christiansen. De har begge beskrevet strabadserne og prøvelserne i deres respektive selvbiografier. RASP er et intenst 8 ugers kursus der er designet til at teste soldatens fysiske og mentale styrke under ekstreme forhold i alt slags terræn.

Kandidaterne skal gøre sig fortjent til at blive optaget i 75th Ranger Regiment. De har dog ikke lov til at bære det officielle sorte og gule ”RANGER” mærke eller tab som de kaldes, der svarer til det danske ”Jæger-mærke”. Kurset der giver lov til at bære ”Ranger-mærket” var det kursus Carsten Mørch beskrev i bogen ”Sådan” omhandlende hans oplevelser og udfordringer på kurset.

Ranger regimentet er en special operations enhed der samarbejder med andre militære enheder om, at planlægge og udføre militære operationer, mod angivne mål. Det er hærens største special operations gruppe der er specialiseret i raids og angrebsmissioner, dybt inde bag fjendens linjer.

MacPherson bestod RASP og blev dermed en del af Ranger bataljonen, hvor han var tjenestegørende som morterskytte. Efter tre år blev han flyttet til en stilling som ”fire team leader” der er ansvarlig for at gruppen udføre aktuelle ordre, samt ansvarlig for gruppens våben og materiel.

Udover RASP deltog han i flere krævende uddannelseskurser herunder SERE der står for Survival, Evasion, Resistance and Escape. Et kursus hvor deltagerne kommer fra andre special operations enheder, så som Navy Seals, Recon marines mfl. Det er et barskt kursus hvor deltagerne først bliver undervist i teknikker der kan hjælpe dem med at undslippe eventuel tilfangetagelse i fjendeland. De lære at overleve i naturen med få midler, samt teknikker til at modstå kulde, sult, tilfangetagelse samt afhøring under pres. Efter SERE-kurset var han også på Ranger School, hvor han gennemførte og fik det eftertragtede sorte og gule Ranger-mærke.

Macpherson var på en natlig operation i Ghanzni provinsen, hvor han som sergent var leder af angrebet mod en fjendtlig position. Her blev han skudt i brystet. Over radioen meddelte han dog gruppen, at han var blevet ramt i benet, men ikke krævede øjeblikkelig hjælp. Dette gjorde han for at undgå, at de forsøgte at komme ham til undsætning og dermed udsætte sig for fjendtlig ild, idet skudsår i brystet kræver omgående behandling. Med denne melding over radioen blev det efterfølgende vurderet til, at han skånede hans soldater fra selv at blive skudt. Han blev posthumt tildelt æresmedaljen ”Bronze Star with Valor” for sine handlinger. Det var hans femte udsendelse, hans fjerde til Afghanistan. Skudsåret viste sig at være dødeligt, hvilket gøre hans offer endnu større.

Hero WOD “Tommy Mac” blev programmeret af Rudy Nielsen fra Outlaw CrossFit. Han betegnes som en elite-level Coach og jeg har fulgt ham gennem flere år. I mine tidlige år af CF checkede jeg altid hans videoer med tips og tricks til hvordan man bedst tacklede WODs i “The Open”. Han er god til at få tingene til at hænge sammen og give mening, samt besidder en enorm viden om olympisk vægtløftning.

Den 27. oktober 2012, knap 14 dage efter MacPherson blev dræbt, lavede Rudy et opslag på hans blog “The Outlaw Way”. Han programmerede denne WOD, efter at have læst et indlæg skrevet af MacPhersons Platoon Leader. Her var han beskrevet som den “quiet professional” der ikke søgte anerkendelse for hvad han udrettede. “Han døde mens han gjorde det han elskede - at beskytte os alle sammen”.

Hero WOD ”Tommy Mac” lyder. 2 Rounds for time: 12 Burpees, 12 Thrusters, 12 Burpees, 12 Power Snatch, 12 Burpees, 12 Push Jerks, 12 Burpees, 12 Hang Squat Cleans, 12 Burpees, 12 Overhead Squats.

Jeg havde sommerferie og selvom vejret ikke afspejlede dette, var det alligevel godt nok til en udendørs Hero-wod på terrassen derhjemme. Starten af ugen havde min træning primært været uden vægtstænger eller andet traditionelt crossfit-udstyr. Dette skyldes primært en WOD jeg lavede ugen før. Den hed ”Good Friday Battle” der var en tysk Hero-wod. Her skulle man iført 10 kg vægtvest lave rope climbs, Deficit HSPU og Pistols, mange af dem. Det blev faktisk til 86 pistols med vest, hvilket tog hårdt på kroppen. Specielt den nederste del af ryggen og baglår bliver hårdt belastet. Det crazy er bare at følgevirkningen først viser sig nogle dage senere. Det havde jeg glemt. Så efter en blandet uge med henholdsvis hårde wods og recovery-dage måtte jeg give ryg og bagkæde en pause.

Tilbage til hjemmeboxen var jeg selvfølgelig påvirket af den foregående uges træning ”on and off” men var klar på at give den så meget gas, som kroppen kunne holde til. Tommy Mac er skrevet til 52 kg på vægtstangen, men allerede da jeg varmede op, kunne jeg mærke kroppen ikke var helt enig med hovedet. Efter opvarmning besluttede jeg at skalere vægten til 40 kilo for at sikre god opbyggende træning, i stedet for at bombe den tilbage til sidste uges tilstand.

Kørte en prøverunde med 40 kg og pludselig sker der noget magisk. Fra at skuldre og lænd brokkede sig, begyndte løftene at flyde. Det var som om kroppens vindue for brok, var blevet lukket og nu var det hovedet der bestemte. Vægten forblev dog på 40 men indstillingen var tilbage til fuld gas. Eneste minus var dog alle de burpees. Det værste ved burpees er bare at man skal ned på maven hver gang. Det er altid en kamp at skulle tilbage til stående. Tyngdekraften forsøger at suge kroppen fast i vandret position og det føles næsten, som et overgreb ikke at blive liggende hver gang.

Hurtigste tid handler ikke altid om bare at køre på, men om at stå stille kortest tid. Her er det så igen spørgsmålet om hvor meget du er villig til at lide. Tager du fat i vægtstangen før du har fået pulsen under kontrol, er det hurtigere med er ikke sjovt. Det kan gøre direkte ondt. Holder du pause mellem burpees og løft, eller tager du fat i stangen med det samme. Der er mange muligheder for at gøre WOD mindre hård. Jeg tror jeg valgte mellemvejen. Jeg holdt bevidst mange små korte pauser, men kunne måske godt have kørte hårde på.

Det er hele tiden en mål-vurdering. Træner du for at kunne gøre det godt i en konkurrencesituation. Eller træner du fordi det er sjovt og for at være i god form. Det kan godt være sjovt selvom det er hårdt. Men er det på konkurrenceniveau er det ikke sjov træning. Med det er fedt at lave en hurtig tid eller løfte tungere end konkurrenterne.

Strategien var at bide alle løft over i to sæt af seks løft. Burpees var bare afsted. Alle sæt blev delt dog ikke push Jerk overhead squat, hvor jeg kørte unbroken. Det gav flow og god træning. Overskud til at arbejde med de tekniske detaljer, således risikoen for skader blev minimeret, samt slid på kroppen når halvgode løft skal stabiliseres i dårlige positioner.

Jeg var så heldig med vejret, at jeg både fik sol og kølig luft, der gjorde workouten til en fornøjelse. Den gav blod på tanden til mere, så træningen sluttede efterfølgende med en løbetur på 8 kilometer.

Se alle ugens træningspas herunder:



Kan du lide artiklen?