Hvad får dig til at dyrke motion

selvom alle træningsfaciliteter og træningscentre er bag lås og slå? Et spørgsmål jeg gerne vil skille ad samt prøve at beskrive, de enkelte brikker, der udgør det samlet puslespil. Jeg føler mig heldig at jeg er en del af arbejdsstyrken, der stadig må møde ind i maskinrummet. Jeg arbejder som lærer på en skole med udsatte børn, hvilket jeg nødigt ville undvære. Hverdagen giver mening i en tid uden ret meget overblik og samfundsforståelse. Jeg er dog bare et tandhjul, regeringen har bestemt fortsat skal dreje rundt. Når jeg kommer hjem, kan det selvfølgelig godt mærkes på energiniveauet, men det er jo bare en mental følelse. Kunne man sætte et måleapparat på hjerte, lunger og muskler er jeg sikker på at alle måleenheder ville stå i det grønne område.

Når jeg så alligevel ikke bare lader mig falde ned i sofaen med en kold cola, er det ikke fordi jeg har en helt fantastisk viljestyrke. Det handler om erfaring, rutiner og små hjælpetricks. Hvis vi anskuer træningen som en helhed, skal der skabes et afsæt, inden kroppen kan sende de nødvendige signaler til hjernen om hvorvidt det nu også er sådan en god ide. Det er hjernen der laver beregningerne på om denne ekstra belastning nu også er det værd på den lange bane. Umiddelbart har hjernen sat cola og sofa som belønning, endda uden at skulle fortage sig andet end en tur i køleskabet. Hvad skal der så til for at kunne slå dette udspil? Kroppen kan lave nogle kemiske stoffer, der kan slå selv den koldeste cola og den blødeste sofa, nemlig dopamin og endorfiner.

Sjovt nok lider beslutningscenteret i hjernen ofte af hukommelsestab når afgørelsen skal træffes. Derfor må jeg starte blidt ud med noget styrehuset kan gå med til. Starten kan være at tage træningstøj på samt strække ud. Okay, jeg er stadigvæk hjemme og colaen og sofaen er indenfor rækkevidde, alt er godt melder styrmanden. Når jeg så strækker ud, begynder jeg at se lidt på telefonen, typisk Youtube eller andre sociale medier. Her følger jeg primært folk jeg kender eller professionelle sportsfolk. Under udstrækningen begynder kroppen allerede at bombardere hjernen med signaler om at det er godt for vedligeholdelsen, at den lige bliver strækket. De hårde muskler og sener bliver blødgjorte og styrehuset begynder at registrere, at kroppen godt kunne lave lidt hårdere fysisk udfoldelse, uden at komme for langt væk fra sofaen. Personerne på youtube ser inspirerede ud og virker glade når de har lavet workouts eller lavet et sejt stunt på vandet, hvilket har en positiv indflydelse på næste valg.

Her kommer det vigtige øjeblik, nemlig ikke at forskrække kroppen, med noget alt for hårdt. Ikke kun fordi jeg ikke er tyve år længere, men også fordi at succes er altafgørende. Erfaringsmæssigt har man lyst til at kaste sig ud i den fede Hero-wod man lige har fundet på instagram, hvor man selvfølgelig føler for at køre den Rx, med samme vægt som CF Games atleter. Loader man vægtstangen op med fuld vægt og trækker et par gange for meget i den tekniske opvarmning og fejler, er al tro og motivation røget ud med badevandet. Her skal man i stedet vælge noget der er så nemt, at det næsten er for nemt, til ikke at gøre.

Ofte vælger jeg min cykel jeg har stående indenfor på en hometrainer. Det er et stativ man ofte ser, der holder cykelrytternes cykler, når de varmer op inden en enkeltstart. Hjulet hviler på en rulle der giver modstand. Det hele fungere som en kondicykel i et fitnsscenter. Musik i ørene eller noget video på PC’en der kan fastholde at motion er en god ide. Her skal jeg ca. sidde 6-7 min. For hjernen også synes at endnu mere træning er den rette vej.

Næste skridt er nu enten en workout ude på terrassen, umiddelbart 2 m fra cyklen, eller en løbetur. Hvis vejret er godt, er det ikke noget bedre end at væge en udendørs workout. Gerne med få øvelser, der stimulerer forskellige energisystemer og muskelgrupper. På den måde kan man lave en længere workout, idet muskelgrupperne skiftes til at være primære og sekundære. Et godt eksempel var en workout jeg lavede tidligere denne uge. En Hero-wod med navnet ”Turns” hvor man laver 5 runder af 15 Push-Press, 21 Front Squat og 400m løb. Foreskrevet vægt er 50 kg. Jeg skalerede vægten ned til 40 kg, for at kunne holde mig i gang uden for mange pauser.

Skaleringen af vægten gjorde en ellers udfordrende WOD overskuelig og attraktiv. Igen skal det give mening i ens hoved, det man påbegynder. Det er motiverende. En anden motivation i denne situation var også at kunne lave løft unbroken uden pauser. Det gør at det alligevel blev en udfordring og noget jeg ville blive stolt over at gennemføre. På den måde satte jeg et mål der kunne opnås, men hvor der skulle kæmpes. Hver runde man komme igennem uden pauser er en sejr, der giver en lyst til at fortsætte.

Træning er ofte forbundet med ubehag i form af træthed og lunger der skriger efter ilt. Men hver gang jeg slap vægtstangen efter et unbroken sæt, følte jeg den energi kun små sejre kan give. Følelsen af at kæmpe for noget og opnå det, slår alle former for udmattelse. Hjernens belønningssystem gør man flere gange gennem workouten bliver helt opslugt i jagten på mere dopamin. Der er jo ingen der ser mig lave WODs så alt hvad jeg gør er for min egen skyld.

Fredag var det dog anderledes, her havde jeg ikke rigtig nogen forventning til dagens træning. Men da jeg sad på cyklen for at klargøre kroppen, fik jeg trykket på den app der hedder Strava. En app der logger mine aktiviteter når jeg træner, såfremt jeg har aktiveret den. Det er udover cyklen både CrossFit, Kitesurfing og løb. Jer der kender til min træning, vil vide at jeg elsker at løbe. Jeg løber ikke specielt stærkt men jeg kan holde et tempo hvor jeg kan løbe langt, såfremt motivationen er til stede. Jeg tilmelder mig nogle forskellige udfordringer eller challenges som de hedder i appen. Denne måned havde jeg tilmeldt mig Redbull Challenge, hvor man skulle logge to fysiske aktiviteter af min. 30 minutters varighed fire uger i streg. Det gav et lille virtuel badge. En udfordring der gav mening, da man kunne opnå noget, mere end bare træningen. Desuden havde jeg også tilmeldt mig noget der hed 100 KM challenge i løb.

Denne løbechallenge strakte sig gennem hele januar hvor man skulle logge 100 km sammenlagt i løbesko. Da jeg sad på cyklen kunne jeg så se at jeg manglede at løbe 7 km for at opnå dette badge. Egentlig havde jeg overvejet en lille Sjippe-wod, men blev motiveret af at færdiggøre denne challenge. Mere skulle der ikke til, før det pludseligt var indlysende at jeg skulle løbe 7 km. Da jeg kom tilbage og så på mobilen at challenge var gennemført var det fedt. Hjernen blev gennem strategisk tilgang overbevist om at fysisk motion var at foretrække fremfor cola og sofa, der jo alligevel kunne indtages efterfølgende. Men havde jeg valgt sidstnævnte først, var jeg nok ikke kommet i gang, viser mine erfaringer.

 

 

 

Støt med et like