Fredagen startede godt med årets første tur på kiteboardet. Efter arbejde blev det til en omgang fyraftens-surf ved Øer, Ebeltoft. Vinden lovede 9 m/s med stød på 10, men synes vinden var meget ustabil. Udover at være første tur på vandet siden nytår, så var det også jomfruturen for min nye Kite. Min allerførste drage, en Cabrinha Switchblade årgang 2019 (købt ny i 2020), havde udtjent sin værnepligt. En drage der gav mig min første rigtige surftur og første hop, samt været punkteret flere gange, samt blevet reparere hos sejlmager for stor flænge. Alligevel kunne den sejle, men måtte pensioneres pga. endnu et hul. Den nye drage blev købt efter at have støvsuget nettet for 12m drager, faldt valget på en North Orbit model 2022 og så i yndlingsfarven grøn. Egentlig havde jeg bestilt en Eleveight Xs 12m men den viste sig at være udsolgt på lager. Jeg fik så tilbuddet om denne North til en skarp pris som jeg ikke kunne afslå.
Tilbage til Øer, hvor jeg satte dragen for første gang. Det er var fedt at cruise hen over det lave vand i bassinet ved Øer. Det var sidst på dagen, så jeg havde en time inden solen gik ned. Vinden var som sagt ikke den mest stabile, så jeg krydsede om på bølgesiden, i håb om lidt mere bid. Der var bølger og måske en smule mere vind, svært at sige. Jeg sejlede en lille time og ville så pakke sammen. Da jeg stod på stranden, blæste det dog lidt op. Jeg trodsede det snigende mørke og fik en ekstra halv time på vandet indtil himmelen næsten var sort. Da jeg smed taskerne i bilen, var der helt mørkt.
Søndag morgen var det Grenå strand der stod for tur. Vindudsigten så lidt bedre ud med 9-10 m/s dog med lidt regn. Igen riggede jeg 12'eren til og sejlede mod bølgerne. Vinden stod lidt skævt på, så efter hvert forsøg på et hop, skulle jeg krydse flere gang for at komme tilbage til start stedet. Mange af gangene hvor jeg sejlede registrerede min sensor på boardet at jeg hoppede omkring 1 m. Det gjorde jeg ikke, bølgerne var bare så høje at det blev registreret som hop, selvom det bare var transport. Det er svært at sejle i bølger, specielt upwind hvor de kom bagfra. Flere gang blev jeg ramt at disse bølger og hevet af boardet. Det svare til at blive overrumplet af en mindre bil...haha bare lidt blødere.
Modsat kunne disse bølger bruges som rampe til hop, hvilket også er mega svært. Specielt det med at kontrollere dragen i hoppet. Ofte endte dragen for langt modsat, således at den mistede bæreevnen, dvs. den var kun en smule højere end mig og det medførte nogle vilde styrt. Specielt et hvor hop-sensoren efterfølgende registrerede 5m. Her landede jeg på siden, hvilket pumpede alt luften ud af lungerne og mine ribben fik et ordentligt tryk. Men en af gangene lykkedes det rigtig godt og jeg blev trukket 6.5 m op i luften. Denne session varede 80 minutter uden at jeg blev alt for kold. Temperaturen viste 1 grad, men med windchill føltes det koldere.
Efter to gange på vandet med den nye drage er jeg godt tilfreds. Fint træk og god "hangtime" samt gode styreegenskaber.