Vejrudsigten sagde 12 m/s og stød på op til 16, samt sol. Bilen var allerede pakket da jeg rullede afsted mod arbejdet. Efter arbejde satte jeg kurs mod Bønnerup, hvor jeg krydsede fingre for at prognosen holdt. På toppen af bakken på vej ned til Bønnerup kunne jeg se en drage i luften. Fedt, så er der da noget vind at sejle med. Fik parkeret bilen og hurtigt skriftet til våddragt. På vandet var der ikke kun en drage, men hele 4 drager. Jeg kunne dog ikke rigtig se hvilken størrelse de sejlede med, men jeg vurderede det til at være 8-9m.
Jeg satte min Eleveight FS 8m i håb om at den ville bringe mig i luften - gerne højt. Hurtigt fik jeg dragen i luften ved hjælp af anker, monteret på stativet til den monterede redningskrans. Lidt hårdt at gå de 30 meter ud mod vandet, idet vinden trak med stor kraft og vindstød gav nogle lidt spændende ryk i dragen. Men ud kom jeg og afsted det gik. Der var dog masser af små bølger også kaldet "chop" som gjorde det udfordrende at "edge" boardet stabilt op mod vinden, så det virkede som om at køre på skateboard på ujævn asfalt.
Jeg kunne godt mærke der var vind nok til at hoppe, men "chop" og ujævne vindstød gjorde det til en udfordrende affære. De første par hop kunne jeg ikke kontrollere dragen ordentligt og mine landinger var lidt vilde, hvor dagen også fladt i vandet. Men det var også som om dragen ikke opførte sig helt normalt. Man kan mærke på linerne om styringen er lige i skabet eller lidt sløret som på rattet i en gammel bil. Et af disse hop endte desværre i et crash hvor jeg landede på siden. Det var selvfølgelig den side hvor jeg ondt i forvejen, da jeg crashede i weekenden. Jeg tog ud at surfe fordi jeg mente jeg var ovre det skrub min ribben havde fået, men det var som om det blev revet op igen. Da jeg crashede foldede dragen sig også sammen på midten, hvilket kun kan ske når der ikke er nok luft i "Leading Edge" som er den store bue på dragen. Den havde ellers fået tre lapper sidste gang den punkterede, men nu var det så galt igen.
Jeg er stædig af natur når jeg vil noget, hvilket ikke altid er sundt. Det er dog også det der giver mig de største sejre trænings-mæssigt. Så i stedet for at sige det var det, så gik jeg på land og satte min 9m Cabrinha Moto drage. Fik så lige en ekstra halv time på vandet, dog med så store smerter at jeg mellem hop måtte lave åndedrætsøvelser for at kunne bide ubehaget i mig. Jeg fik dog afsluttet med et nogenlunde hop på lige over 5 m, men ikke de 8-9 m jeg kunne mærke der var vind til. Det bedste ved sidste tur par vandet var dog at jeg fik bedre kontrol over dragen, samt hvordan jeg placerede dragen således jeg ikke ramte den ømme side når jeg crashede.